Årstider ved Mariager Fjord - lystfiskeri

Årets gang ved Mariager Fjord

Foto: Seatrout Mariagerfjord

Foråret og efteråret er de absolutte topmåneder i Mariager Fjord. Men også sommer og vinter kan byde på herlige fiskeoplevelser – bare du indretter dit fiskeri efter fiskene. Her finder du en lille intro til lystfiskeriet i de forskellige årstider, med udgangspunkt i jagten på ørreder.

Forår ved Mariager Fjord

Er der noget som de første strejf af forår? Sådan en dag, hvor solen får lidt magt, fuglene begynder at synge og naturens farver begynder at skifte fra grå til grøn. I fjorden bliver vandet langsomt lunere – og de ørreder, der har været oppe i åerne for at gyde, søger igen mod fjorden.

Afhængigt af, om vinteren har været mild eller hård, og hvor pludseligt foråret har meldt sin ankomst, kan trækket af ørreder være af skiftende varighed. Men ét er sikkert: Ørrederne er igen at finde i fjorden i pænt antal, og ædelysten er støt stigende.

Har vinteren været lang og kold og med is på fjorden, vil de dage, hvor der for alvor er plusgrader i luften og isen smelter, kunne byde på et fantastisk fiskeri. Her begynder fiskenes sult at melde sig, samtidig med at udvalget af fødeemner stadig er ringe.

I en kort periode i marts eller april begynder fjordens børsteorm også at sværme, hvilket udløser et sandt ædegilde for fjordens ørreder. Kommer du til fjorden en af disse ”sværmedage”, kan du opleve et vanvittigt hektisk fiskeri, hvor der næsten er ørreder i hvert et kast med snøren. Bare du fisker med noget, der ligner børsteorm!

I maj måned melder hornfisken også sin ankomst i fjorden, og det kan faktisk være i så hyppigt et antal, at det næsten er umuligt at fiske målrettet efter ørreder – hornfiskene hugger simpelthen på alt. 

Sommer ved Mariager Fjord

Hvis sommeren viser sig fra sin rigtig varme side, kan fiskeriet i fjorden godt blive vanskeligt – særligt i højsommeren: juli og august. Ikke kun på grund af en del alger, tang, søsalat og anden vegetation – men også, fordi vandet bliver så varmt, at ørrederne søger ud på de dybeste steder i fjorden, hvor vandet er køligere. 

Opskriften på succes er at fiske tidlig morgen, sen aften eller om natten. Her søger ørrederne ind på det lave vand, hvor det bliver køligere, og hvor der er massevis af fødeemner. At gå en tur ved Mariager Fjord en stille sommernat har også sin helt egen lydkulisse. Du kan høre ørrederne på det lave vand, der jager og plasker i ly af mørket.

Har man en jolle til rådighed, kan man selv på varme sommerdage fiske efter ørreder på dybere vand, skønt de ofte står og fordøjer nattens og morgenens måltider og derfor ikke målrettet jagter føde. 

Skal du være heldig at overliste en multe i fjorden, er sommeren også tidspunktet, hvor fiskeriet for alvor går i gang.   

Efterår ved Mariager Fjord

Ørrederne har nu brugt foråret og sommeren på at æde sig tykke og fede, så de kan klare efterårets udfordringer med gydevandring og opbygning af rogn og mælk.

Samtidig bliver fjordens vand koldere, og dermed trækker ørrederne igen tæt ind under land for at æde på alle tider af døgnet.

Derfor er efteråret en rigtig god fiskeperiode, hvor du kan fiske på alle tider af døgnet, og hvor ørrederne er i absolut topkondition. De helt store fisk, dem på gydevandring, er dog allerede trukket op i åerne i løbet af foråret og sommeren.

Alligevel er fjorden fortsat fyldt med flotte fisk, der vil mæske sig i fjordens overdådige spisekammer nogle måneder endnu, ligesom der også er de store og flotte overspringere samt stimer af grønlændere. Render du ind i stimer, så kan et par timers efterårsfiskeri godt betyde et pænt tocifret antal ørreder på land – ikke mindst kan rigtigt efterårsvejr for alvor sætte gang i fiskene.

Vinter ved Mariager Fjord

Om vinteren er de kønsmodne ørreder trukket op i åerne for at gyde. Men du kan stadig træffe blanke, ikke-kønsmodne ørreder i fjorden. Det kan være små ”grønlændere” eller store ”overspringere”.

Grønlændere er mindre, ikke-kønsmodne fisk, der kun har levet nogle år – og derfor ofte er under målet. Men det hænder også, at grønlændere sniger sig over målet – og så er det en dejlig spisefisk. Overspringere er ørreder, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år. Måske naturens reserve, hvis der skulle gå noget galt oppe i det ferske vand.

Om vinteren er der også stor risiko for, at du fanger en ”nedgænger”, der er en fisk, som har været oppe i en å for at gyde. En nedgænger er som regel mager og har flossede finner. Selvom det er tilladt at tage sådan en fisk med hjem, efter at fredningsperioden er ophørt den 15. januar, bør en nedgænger altid genudsættes – ikke mindst fordi den ikke har nogen værdi som spisefisk. Desuden vil den være meget sjovere at fange, når den har ædt sig stor og tyk engang til foråret.   

Fiskeriet i vintermånederne skal koncentreres om det inderste af fjorden. Når vandtemperaturen falder, nedsættes havørreders stofskifte, og de befinder sig dårligt, hvor saltholdigheden i vandet er høj. Derfor trækker de ind mod områder, hvor saltholdigheden i fjorden er lavere; blandt andet hvor der er undersøiske kilder og områder tæt ved udløb af små bække eller åer. Her er det dog vigtigt, at du naturligvis respekterer fredningsbælterne, der enten er helårlige eller gælder fra 16. september – 15. marts. Se oversigt over fredningsbælterne HER

Du kan også bruge www.havørred.com, som er en meget smart hjemmeside/App, hvor du altid kan se, hvor tæt du er på en fredningszone. Et must for enhver lystfisker i Mariager Fjord.

På grund af fiskenes lave stofskifte er de om vinteren også langsommere end normalt. Derfor handler det om at fiske så langsomt som muligt og samtidig bruge småt endegrej – enten små fluer eller små blink.