PÅ TUR GENNEM LERKENFELDT ÅDAL

Foto: LERKENFELDT
Aktiviteter
Turforslag
Adresse

9631 Gedsted

PÅ TUR GENNEM LERKENFELDT ÅDAL
Lerkenfeldt Å snor sig 38 km fra Mejlby vest for Rold Skov til Lovns
Bredning. Umiddelbart før sit udløb i Lovns Bredning løber åen tæt
forbi landsbyerne Gl. Ullits, Vesterbølle og Gedsted.
Livet i de tre landsbyer har gennem århundreder været tæt knyttet til
Lerkenfeldt Å. En ny sti, Lerkenfeldt Ådalstien, giver nu borgere og
andre interesserede mulighed for at opleve både åen og ådalen – og
dermed også landsbyerne – helt tæt på.
Lerkenfeldt Ådalstien binder de tre landsbyer sammen og går gennem
nogle af de smukkeste og mest interessante steder langs Lerkenfeldt
Å. Her er smukke udsigter, sjove fortællinger, et rigt dyreliv, et varieret
landskab, en helt særlig kulturhistorie, spændende landsbymiljøer, ro
og stilhed.
 
DIGERNE
Mange af de velbevarede jorddiger i området mellem Gl. Ullits, Vesterbølle
og Gedsted er mere end 200 år gamle. Digerne indhegnede typisk
de dyrkede arealer eller dannede skel mellem jordlodderne i området.
I 1978 skrev det daværende overfredningsnævn om digerne, at de
"ud fra såvel kulturhistoriske som landbrugshistoriske og landskabsæstetiske
aspekter bør søges bevaret intakte”.
 
LIGGER MON HER EN GRIS?
På Vesterbølle Kirkegård ligger herremanden Mikkel Kjeldsen til Lerkenfeldt
begravet – måske! Han døde meget pludseligt efter, at han var
blevet anklaget for at slå en daglejer ihjel, og han risikerede dermed at
blive hængt for mord. Hans pludselige død gav næring til rygter om, at
han havde ladet et gris begrave i stedet for sig selv. Disse rygter blev
forstærket af, at han efterfølgende nu og da tilsyneladende blev set i
slotshaven ved midnat. Så ligger der mon en gris begravet?
 
LERKENFELDT ÅDALSTIEN
Lerkenfeldt Ådal-stien skal styrke kendskabet til det enestående
natur-og kulturlandskab i ådalen, skabe mulighed for spændende
friluftsoplevelser og styrke fællesskabet mellem de lokale landsbyer.
Projektet er støttet økonomisk af LAG, Friluftsrådet, Vesthimmerlands
Kommune samt lokale fonde og pengeinstitutter.
Den ca.10 km afmærkede rundtur mellem landsbyerne Gl. Ullits,
Vesterbølle og Gedsted er en tur gennem et storslået og varieret
landskab, der byder på blandt andet holme, åer, diger, marker og
enge. Afhængigt af årstiden er der gode muligheder for at møde
isfugle, gråænder, nattergale, fiskehejrer, råvildt og mange andre
dyrearter i ådalen.
Lerkenfeldt Ådal-stien går gennem et område, som er rigt på
fortællinger om landskabet, dyrelivet, plantelivet og ikke mindst
menneskene i området – både før og nu.
Her er blandt andet fortællinger om en begravet gris, preussiske
soldater, gamle diger og en moderne ged.
 
Adresse

9631 Gedsted

Facilities

Vandreture

Naturoplevelser

Kultur og historie

Fred og fordybelse  

For grupper

Sidst opdateret af
Destination Himmerland