Løgstør - Muslingebyen

Foto: VisitVesthimmerland
Aktiviteter
Sightseeing
Adresse

9670 Løgstør

Livet i Løgstør har altid været afhængig af fjorden - det var da også sildefiskeriet, som betød at Løgstør udviklede sig fra et fiskerleje til en egentlig by.

Muslingebyen Løgstør
I dag kendes byen som ”Muslingebyen”, og muslingerne findes ikke kun i fjorden, men også på spisekortet på byens gode restauranter samt i bybilledet, hvor flere muslingeskulpturer hylder Limfjordens muslinger.

Maritim feriestemning i Muslingebyen
Om sommeren oser Løgstør af stemning og et væld af aktiviteter for hele familien. Man kan nyde musik i særklasse til Kanaljazz og Løgstør Open Air eller spise sig mæt i lækre muslinger til muslingehøstfest og muslingefestival.

Frederik VII’s Kanal
Kanalen er ikke kun hjemsted for en meget populær lystbådehavn, men er med sine 4,4 km. også et godt udgangspunkt for en lang række oplevelser. Prøv en guidet sejltur på kanalen eller oplev sejlturen på egen hånd i kano, kajak eller jolle. Man kan også følge stien langs kanalen på en løbe- eller vandretur. Ved kanalen finder I også Limfjordsmuseet, hvor I kan opleve maritim kulturhistorie eller klappe en fladfisk og kæle for en krabbe i museets oplevelsescenter.


Der er mange spændende attraktioner. I gåafstand fra bycentrum ligger Løgstør Golfklub, der har en fantastisk udsigt over Limfjorden. Få kilometer mod nord finder man vikingeborgen Aggersborg - som på sin storhedstid husede 5.000 vikinger i 48 langhuse, og 10 km mod syd ligger det historiske Vitskøl Kloster.

Masser af oplevelser for vandhunde
Både de mindste og største vandhunde kan boltre sig i fjorden og i det nye havnebassin. Hvis man krydser gangbroen over kanalen ved Limfjordsmuseet, finder man Løgstør Friluftsbad. Friluftsbadet består af en 250 m. lang sandstrand med få småsten og skaller samt en badebro. Tættere ind mod havnen, ved Is-Huset, finder man det nye havnebassin.

Adresse

9670 Løgstør

Sidst opdateret af
Destination Himmerland