Øster Hurup i nutid

Vi kan ikke komme uden om det: Øster Hurup er og bliver byen med de bedste strande og de bedste is! På stranden finder du kilometervis af dejlig sandstrand, hvor der sommeren igennem er en masse aktiviteter for børn. Derudover lægger den brede og lave vandkant op til boldspil og alverdens strandkants-aktiviteter. Er du til det dybere vand, skal du væbne dig med tålmodighed - eller springe i fra badebroen, der ligger i forlængelse af havnen.

 

Når den danske sommer viser sig fra sig bedste side, er det svært ikke at forveksle Øster Hurup med en by i sydens sol; bybilledet er fyldt med gæster, der kommer i fuld strand mundering, for når man lige skal have en pause fra solen, have en snack eller bare shoppe lidt, finder man alle butikker og beværtninger inden for 10 minutters gang fra stranden. Det skaber et dejligt liv af mennesker, og ikke mindst den velkendte sydlandske sommerstemning, når folk kommer med flipflops og med vådt håndklæde.

Hele sommeren igennem er der i Øster Hurup og omegn et væld af aktiviteter for hele familien – bl.a. kan du hver uge komme til krabbeløb på havnen, blive klog på livet i vandet, og ikke mindst tage del i alle de arrangementer, der fylder byen med alt fra musik på havnen til sommerkoncerter og amerikansk biltræf. Området byder også på fantastiske naturoplevelser, som du kan opleve på egen hånd – bl.a. er Lille Vildmose et populært udflugtsmål for hele familien. Se alle aktiviteter her.

I vinterhalvåret er det en hel anden oplevelse at besøge byen; her er der plads til at geare ned og få en naturoplevelse udover det sædvanlige: Fx lange gåture ved havet, en tur i Lille Vildmose eller på opdagelse i nærområdet, hvor der året rundt er masser at komme efter, også selvom der ikke er fuldt tryk på aktiviteterne. Og det er lige præcis det, der sælger Øster Hurup i vinterhalvåret - naturen, roen og tiden til at være sammen!

Klik videre på hjemmesiden og se hvad du kan opleve i Øster Hurup, og få gode fif til din ferie – hvad enten det er om sommeren eller i vinterhalvåret.

Del denne side