Hyllebjerg - Meet the Locals

Hyllebjerg

Landsbyen Hyllebjerg er en by hvor sammenholdet er vægtet højt. Her mødes de lokale til de årlige spis-sammen aftener én gang både om sommeren og om vinteren.

Udover de traditionelle spis-sammen aftener mødes de flittigt ved bålhytten i mange forskellige anledninger. Det er et sted hvor der holdes hyggelige fester, både mellem de lokale, men også individuelt med deres familier og venner. Folk udefra kan også bruge hytten til både at lave mad over bål, men også som overnatningssted på en vandretur i den dejlige omkringliggende natur.

Beboerne i byen har flere traditionsrige dage, både fastelavn, julehygge og nytårskomsammen er noget de deler i byen. Til jul har de et arrangement for børnene hvor julemanden skal findes den 1. søndag i advent. Efterfølgende er der gløgg og æbleskiver for alle deltagende i byen. Til nytår er det tradition med en gåtur i naturen nytårsaftensdag og efterfølgende ønskes der et lykkebringende nytår, hvor der skåles i champagne.

Blot en 1 kilometer fra bålhytten finder man Trend Å, som er velkendt for rigtig gode fiskeforhold. Her fanges store ørreder – og i byen har fiskeriforeningen et hus hvor der er rig mulighed for at rense sine nyfangede fisk ved rensebordene bag huset. Huset kan foruden også lejes af de lokale, hvis der evt. skal holdes fest. Huset benyttes som samlingssted for lystfiskerne, og her er der altid mulighed for at få en kop friskbrygget kaffe.

Naturen omkring byen er meget varieret, med både skov, mose, sø og hede. Naturen er tilfredet det offentlige til varetagelse af de landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske hensyn. En dag kan med glæde nydes i denne smukke natur.

Beboerne i Hyllebjerg beskriver selv byen som en dejlig lille by, hvor der er plads til alle og hvor sammenholdet er helt fantastisk.

 

Oplev også:

  • Hyllebjerg Kirke

                                                                                                                                                   MTL logo