Lille Vildmose - Naturområdet

Lille Vildmose er med sine mere end 7.600 hektar Danmarks største landfredning. Området er større end Fanø i Vadehavet. I Vildmoselandet på kanten af Kattegat og lige syd for Limfjorden er der rige muligheder for at udforske terrænet til fods, på cykel eller i bus og bil.


I græsningsskovene lever nogle af Danmarks største bestande af krondyr. Der er cirka 150 i Høstemark Skov, mens bestanden i Tofte Skov er på rundt regnet 400 dyr. I Tofte Skov og Mose lever Danmarks ældste og største bestand på cirka 150 vildsvin.

Landskabet i Lille Vildmose er yderst varieret med åbne, vidtstrakte flader af højmoser, søer, græsfenner med heste og kreaturer, birkekrat, græsningsskove med krondyr og vildsvin, sletter og brune partier med en produktion af spagnum, der er på vej til at stoppe, hvorpå den våde mosenatur skal genoprettes.

Set fra de 30-40 meter høje bakker, der løber i nord-sydlig retning vest for Lille Vildmose, kan man fra flere udsigtspunkter fornemme området som en organisme, hvor hjerteslagene kommer fra højmosen.

I himmelrummet over mosens åbne vidder har man de største chancer i Danmark for at opleve kongeørnen svæve over sine jagtmarker, for Vildmoselandet er de danske kongeørnes vugge.


Siden 1999 har der hvert år ynglet kongeørne i Lille Vildmoses skove, og nu har også den endnu større havørn etableret sig i området. Ørnene er med til at sætte en streg under naturens storhed i moselandet. Fra Hegnsvej syd for Høstemark Skov i den nordøstlige del af Lille Vildmose bliver der dagligt set kongeørne, og ved Tofte Sø Tårnet er der i lange perioder året igennem næsten garanti for at få havørne i kikkerten. De mægtige rovfugle jager i sommerhalvåret ofte skarver i kolonien ved Tofte Sø. I flere år har Vildmosens centrale sø, der ligger som et gylden smørklat i det naturrige område, huset Danmarks største koloni af skarver på cirka 4.000 par, men nu er kolonien blevet mindre. Måske fordi der er mangel på fisk i Kattegat. Måske fordi ørnene jager skarverne og stresser dem.

Som et led i besøget i Lille Vildmose, kan man med fordel kigge for Lille Vildmosecentret. Her kan man få alt at vide om naturen og kulturen i Lille Vildmose. Man kan blive ledt på rette vej, hvis man ønsker at opleve mosen på egen hånd, eller også kan man bestille plads på guidede ture.

Opdateret af:

VisitMariagerFjord visit@mariagerfjord.dk
 

Kontakt

Adresse

Birkesøvej 16, Dokkedal
9280 Storvorde

Fakta

  • Type

    • Skov
    • Naturreservat
    • Mose

Find vej

Find vej til dette sted

Fra

Transport

  • Se geokoordinater

    Longitude : 10.221089799
    Latitude : 56.8871915

Del denne side