|
Hovedparten af de ørreder, der fanges i Mariager Fjord, er havørreder. Ofte bliver de dog kaldt ”fjordørreder”, og du vil støde på begge benævnelser i denne guide. Samtidig kan der fanges såkaldte steelheads. (Se forklaring af de enkelte arter nedenfor). Af øvrige fisk i fjorden kan nævnes hornfisken, der er et tilbagevendende og underholdende indslag hvert forår og sommer, mens sild, skrubbe, ål og multe hører til fjordens andre arter. Af mere sjældne arter kan du også støde på torsk og laks.
Havørred/fjordørred*
Havørred og fjordørred er samme fisk, blot med den forskel, at fjordørreder bliver i selve fjorden og ikke vandrer til havs.
Fjordørrederne udmærker sig ved at være mere end velnærede og i øvrigt utroligt smukke med deres rødlige, brunlige og gullige skær. De fleste af fiskene er i størrelsesordenen 40 – 60 cm. Konditionsfaktoren* er ofte helt oppe at ringe mellem 1,4 – 1,6 og er yderst sjældent under 1,1. Det gør naturligvis ørrederne til ukuelige fightere, og som en ekstra bonus så smager en velnæret fjordørred ofte bedre end en klassisk havørred! En fjordørred omkring de 3-4 kilo må siges at være af de større af slagsen. Havørreder er havvandrende og mere blanke. Samtidig kan de blive betydeligt større end de ørreder, der vælger at blive i fjorden. Ofte refereres der til ”grønløndere”, som er mindre ikke-kønsmodne fisk, og ”overspringere”, der er fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år.
Mindstemål: 40 cm Fredningstid: 16. november – 15. januar
Hornfisk
I maj måned indtager hornfisken Mariager Fjord, og så er der dømt fiskefest for hele familien. Hornfisken er en ukuelig fighter, der på nogle dage i løbet af foråret nærmest får fjorden til at koge af fisk. Fiskeriet efter hornfisk er klart bedst om foråret, men hornfisken kan fanges til langt hen på sensommeren. Og så smager den i øvrigt fantastisk.
Mindstemål: Ingen Fredningstid: Ingen
SkrubbeDu kan fange skrubber i hele Mariager Fjord, men chancerne er klart størst i den yderste del af fjorden fra Hadsund og østpå. Selv om skrubben ofte har røde pletter ligesom rødspætten, kan den let kendes på sin ru overside.
Mindstemål: 25,5 cm. Fredningstid: Hun-skrubber fra 1. marts til 15. april.
Ål
Ålen er en stærk truet fisk – ikke kun i Mariager Fjord, men på verdensplan. Derfor er der indført skrappe regler for fritids- og erhvervsfiskere, ligesom stangning og blusning er forbudt. Som lystfisker med stang og snøre er det fortsat tilladt at fange og hjemtage ål, men da bestanden af ål kun er 1 % af, hvad den var tidligere, hjælper selv små tiltag.
Derfor bør man som lystfisker overveje, om man ikke skal prøve at overliste andre fisk i fjorden end netop ålen.
Mindstemål: 38 cm. Mindstemål i ferskvand: 45 cm. Fredningstid: Ingen
SildI forårs- og efterårsmånederne trækker silden ind i fjorden. Fiskeriet efter sild i Mariager Fjord er dog langt fra så godt og intenst som i eksempelvis Randers Fjord, hvor man forår og efterår kan opleve et sandt sildeeldorado.
Mindstemål: 18 cm. Fredningstid: Ingen
TorskTorsken er ikke en hyppig gæst i Mariager Fjord, men er du dygtig, kan du i den yderste del af fjorden være heldig. Men det er ikke store eksemplarer af torsken, der fanges.
Mindstemål: 30 cm. Fredningstid: Ingen.
MulteMulten er en eftertragtet fisk for lystfiskere, og den findes også i Mariager Fjord, selvom det ikke er hverdagskost med fangstmeldinger om den tyk-læbede og velsmagende fisk. Når fisken fanges, er det ofte på varme og solrige dage med en let pålandsvind. Her "græsser" multen rundt tæt på land over rev og tangskove.
Mindstemål: 20 cm.
Laks*Det er enhver lystfiskers drøm at fange en laks, men går du målrettet efter denne drøm, er Mariager Fjord ikke stedet. Men det hænder, at laks fra Gudenåen, Skjern Å eller Varde Å har forvildet sig i fjorden – og så kan drømmen måske gå i opfyldelse.
Mindstemål: 60 cm Fredningstid: 16. november – 15. januar
SteelheadsSteelheads er den officielle amerikanske betegnelse for en regnbueørred, der med stor sandsynlighed er undsluppet fra dambrug og er blevet til en havfisk. Fisken er som regel sølvblank.
Mindstemål: Ingen Fredningstid: Ingen
*Fredningen gælder fisk i gydedragt, hvilket vil sige ”farvede” fisk. Hannen kendes nemt på den mørke gyldne farve og krogen i undermunden, hvorimod hunnen er kedelig grå (ikke blank), og for begge køn gælder, at der ikke er løse skæl. I fredningsperioden må der kun fanges helt blanke fisk med løse skæl. Er du i tvivl, om en fisk er farvet eller blank, så lad vivlen komme fisken til gode.
|
|